Vi har hundevagten

Det virker som om kirken i vores tid har fået den mørkeste og koldeste vagt.

Hvordan går det med kirken i Danmark? Er der stadig lige meget gang i butikken? Eller går det mest baglæns? Ja, det afhænger jo meget af øjnene, der ser. Spørger du optimisten, vil han nok svare, at det går meget godt. ”Vi har rigtig meget at glæde os over i kirken”. Selvom kirken ikke har samme indflydelse som tidligere, har den stadig en vigtig opgave i vores generation og samtidig, har vi gang i rigtig meget godt”.

Kritikeren og sortseeren vil derimod sige: Kirkens størrelse og berøringsflade tåler ingen sammenligning med 1900tallet. Hvis vi bare ser 30-50 år tilbage, var den åndelige situation anderledes positiv. Vi må give sortseeren delvis ret. Der er ikke helt så meget at prale af.

Vi har hundevagten

Vi har hundevagten

Den svenske teolog Rune Imberg sammenlignede for nogle få år siden kirkes situation i vores tid med ”hundevagten” på et skib:

Kirkens skib er på vej mod sin slutdestination, himmelen. Men det virker som om vi, dagens kristne har fået den såkaldte hundevagt. På skibe er hundevagten den mørkeste og koldeste vagt. Vores vagt er altså en af de mest barske og blandt de mindst glamourrøse i kirkens historie, men udgør samtidig den vagt, som ligger umiddelbart før daggry.

Koldt og tørt

Hvis Imberg har ret i, at vores kristne generation har ”hundevagten”, så forklarer det mange ting om vores tid.  Åndeligt set er det koldt og tørt i vores kirke. Nok oplever vi fornyelse nogle steder. Vi ser heldigvis også, at flere danskere ser lyset og får et åndeligt gennembrud, som forandrer deres liv. Men decideret vækkelse med masser af fornyelse og mange nye kristne har vi ikke oplevet i rigtig mange år. De fleste af os, har stort set aldrig oplevet det. Mange menigheder og kristne fælleskaber er anonyme, trætte og mismodige, og vi har selv en kraftig snert af det.

Samtidig har materialismen nået nye højder – også blandt os. Forbrugermentaliteten har spillet os et puds, og det ødelægger noget helt afgørende for os. Forbruget og velstanden er med til at trække os væk fra centrum i den kristne tro. Velstanden og vores administration af den, fjerner vort fokus fra det væsentligste og vigtigste – at søge Guds rige først, at have vores rigdom og vort hjertes dyreste skat hos ham.  Jeg tror, at det er noget af årsagen til, at vi oplever en stigende resignation og pessimisme i kirken. Vi har skiftet det bedste ud, og søger vores sikkerhed og tryghed i det næstbedste. Det næstbedste er blevet det bedstes fjende! Derfor glemmer vi ofte at lægge vægt på frimodig, bibelsk forkyndelse – et fokus som sætter os i frihed, fornyer vores tro og giver os mod på fremtiden.

Tiden før daggry

Tiden før daggry

Det er med andre ord barskt at tilhøre generationen, som har fået tildelt hundevagten på kirkens skib – en vagt der hverken er glamourøs eller specielt spændende. Tværtimod er det ofte en hård nyser, som kræver mere end mandsmod og hår på brystet. Men samtidig kan tanken om hundevagten give os nyt mod og ny inspiration:

Han har ikke forladt os

Det vi oplever, er jo ikke nyt eller ukendt. Jesus har jo selv i Matt 24 forudsagt, at det skal gå sådan. Hundevagtens tid – tiden før daggry – kalder Jesus for de sidste tider. Om den tid siger han: ”Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste”.

Jesu ord har ikke imidlertid mistet sin kraft.  Hans tilstedeværelse er ikke blevet mindre reel, end den var i kirkens blomstringstid eller på apostlenes tid. Selv om de oplevede større åndelig fremdrift, større undere, mere fornyelse, end de fleste af os sandsynligvis får lov at opleve, så har vi stadig evangeliet og Helligånden iblandt os. Guds Ånd har ikke forladt os. Han kommer til os med sit forløsende ord. Hans fornyende gerning er ikke mislykket hos os – selv om tendenserne ikke er så optimistiske. Han kommer stadig til os med sin trøst og opmuntring – når blot vi lader hans dynamiske og levende ord lyde uhindret iblandt os. Lyset fra ham kan stadig oplyse og varme i hundevagtens tid, hvis vi blot åbner bogen og lader lyset vælde frem.

Sund og velnærende kost

Set udefra var kirkens begyndelse ydmyg og uanselig. Gud havde sat en lille en flok uskolede fiskere fra samfundets bund til at bestyre kirkens butik. De havde hundevagten, som vi har den i dag. Der var ikke meget glimmer glans! Men se hvad det er blevet til! De gode nyheder om Kristus har gået sin sejrsgang over hele kloden, så der i alle verdens afkroge findes kristne, der bekender Jesu navn.

Som enkeltpersoner og som kirke må vi have alt vores al opmærksomhed rettet mod én ting: Hvis ikke vi hver især lever af bibelsk rugbrød, bliver vi kraftesløse kristne, der ikke har noget at give, og så kan ingen se forskel på os eller alle andre danskere. Derfor må vi opmuntre hinanden med Bibelens velnærende kost og lade Helligåndens lys og kraft virke i vores magtesløshed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*