Til Skagen i Folkevogn

Jeg er opvokset i et arbejderhjem med tilknytning til KFUM & K og Indre Mission. Min far prøvede lidt af hvert på arbejdsmarkedet – bl.a. havnearbejder, arbejdsløs, murerarbejdsmand, kirkegårdsgartner og kirketjener.

Mor var hjemmearbejdende, men med en børneflok på seks var der mere end nok at se til i det lille hjem. Pengene var små. Det meste af vores tøj var ”arvegods” fra andre familier eller noget, som mor selv syede om. Min cykel var en gammel nedslidt ”havelåge”, som min far havde fået uhyre billigt hos ”Cykel Niels” – den lokale cykelsmed.

Mine yngste søskende f.v. Holger, Karen og Kurt

Restaurantbesøg kunne der slet ikke blive tale om i min barndom. Og da det skete, havde min forældre totalt fejlvurderet, hvor meget børn spiser, og hvor langt der er mellem Skive og Skagen – tur-retur! Det var min fars frisøndag, derfor pakkede mor madkurven, og en meget tidlig morgen gik turen mod Skagen i Boblen, vores elskede Folkevogn. De to mindste blev som sædvanlig anbragt i ”grisekassen” – i bagagerummet lige over hækmotoren – mens resten af børneflokken sad bagsædet.

Madkurven var tom

Vi havde en skøn dag i Skagen, men det blev sent! Så sent, at mor og far måtte holde familieråd ved Råbjerg Mile. Situationens alvor var åbenbar. Madkurven var tom, men familierådet endte meget lykkeligt, syntes vi børn: Hele flokken kom for første gang kom på restaurant, hvor dagens billigste ret var hakkebøf med bløde løg og brun sovs. Hvilken ødselhed!

Hvad er lykke

Var vi lykkelige, familien Larsen? Det ved jeg ikke, for vi brugte ikke den slags flotte ord i vores familie. Men jeg er ganske sikker på, at vi var mindst lige så tilfredse som mange danske familier er det i dag – og det til trods for, at pengene i dag sidder løsere og levestandarden er væsentlig højere. Min forældre var ikke perfekte. Men de gav os det, de havde – deres omsorg, deres arbejde og deres tid. Og så gjorde de os bevidste om, at meningen med livet ikke lå gemt i, hvor meget vi ejede, men hvordan vi forvaltede det, vi ejede, både livet og pengene. De lærte os, at der i begreberne gudsfrygt og nøjsom ligger en belønning i sig selv. Og hvem har ikke har ikke brug for denne påmindelse i en tid, hvor mange af os sover uroligt om natten på grund af alt det, vi enten ejer eller har lånt i banken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*