Retræte med Hyrden

Det var weekend og jeg var på retræte. Du ved, sådan en stille-retræte, hvor deltagerne går ind i stilheden og ikke taler sammen fra de kommer til de går.

Hunting hide in the sunrise.En retræte med nadverfejring, bibelrefleksioner, tidebønner morgen, middag og aften og ikke mindst fine muligheder for vandreture i den nærliggende skov. Kort sagt, en weekend, hvor hele fokus var på at være sammen med Gud. Det og intet andet! Det lyder skønt, ikke sandt? Du skulle prøve det. Det kan virkelig anbefales!

For mig personlig var det en kærkommen lejlighed for at forny mit forhold til Gud. En mulighed for at overveje mine mange valg og prioriteringer i lyset af Hans ord. Jeg syntes ikke, at min seniortilværelse kørte helt som den skulle. Jeg havde brug for at tale med Gud om det og søge hans vejledning.

Til forbøn

På retræten var der også tilbud om forbøn. Her kunne man sætte ord på de ting, der bekymrede og fyldte for meget i ens liv. Det tilbud tog jeg imod med kyshånd. Efter samtalen og forbønnen gav sjælesørgeren mig et bibelord, som gik rent ind. Det var fra Salme 23:

”Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst” (v.3-4).

På det sidste

Jesus as a good sheperd in stained glassNår versene gik rent ind hos mig, skyldes det to ting. Jeg havde brug for disse vers på dette særlige tidspunkt. Men det skyldes også, det netop var Salme 23, som bar min egen far gennem døden. Han havde været syg gennem længere tid og lå på hospitalet. Alle var vi klar over, at han lå på det sidste, og det var han også selv. Mens han lå der i hospitalssengen og døsede, blev han pludselig klar og citerede tredje vers i ”Frelseren er mig en hyrde god” (Sange og Salmer 610).

Skal jeg end vandre til ormes land
og gå gennem dødens skygger,
hos mig vandrer i skyggen han,
lyser, hvor rædselen bygger.

Han vil være der for dig

Derefter var min far ikke ved bevidsthed, men gik direkte ind på den anden side for at møde ”Den gode hyrde”. Og det blev da også indledningsordene fra Salme 23, som kom til at stå på hans gravsten: ”Herren er min hyrde”.

Jeg ved ikke, hvordan din livssituation er, og hvad du tumler med? Men jeg tænker, at du har måske brug for at blive mindet om, Herren også gerne vil være din hyrde. At han vil være der for dig, både i livet og i døden. Derfor giver jeg med frimodighed både sangens og salmens ord videre til dig og dine overvejelser!

Guds fred og god dag!

NB. Foreningen Agape og Bibellæser-Ringen arrangerer tre retræter årligt. Se mere på agape.dk og blr.dk

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*