Lastbil på afveje

Vi var på vandring i Italien, min kone og jeg. På en hel ufarlig grusvej stødte vi på en forladt rumænsk lastbil, som var kørt i grøften.

Hvor jeg dog ærgrede mig over, at Chaufføren ikke var til stede, så vi kunne få en god snak, for han var tydeligvis et menneske, som tog sin tro alvorlig. Det er jo ikke alle og enhver, der på fronten af sin lastbil skriver ”God bless os” – Gud velsigne os!

Hvorvidt det lige er den måde, vi skal sende positive signaler om troen på Gud, skal jeg ikke afgøre, men vi kunne uden tvivl lære et eller andet af Chaufførens iver efter at bekende sin tro på Kristus.

Gud er ikke useriøs

Men hvad var der sket for chaufføren? Jeg ved det ikke. Måske havde han været uopmærksom et øjeblik? Hvem ved? I hvert fald var hans flotte ”Scania R520” uhjælpelig havnet i grøften.

Men hvorfor greb Gud ikke bare ind? Gud kunne så let som ingenting have forhindret uheldet! Og det gør han Gudskelov også af og til. Men Gud er samtidig ikke så useriøs og pjattet, at han tidligt og sent ophæver tyngdeloven, når vi opfører os dumt og ubetænksomt. Gud forhindrer ikke bare en tur i grøften, når en from kristen chauffør måske har valgt at tjekke sin mobiltelefon under kørslen! Gud står altid klar med sin velsignelse og hjælp, men han ophæver ikke trafikreglerne og hastighedsgrænserne, når vi er kommet 10 minutter for sent afsted til en aftale.

Særregler og fordelsrabatter

Gud er med sine børn under alle forhold. Ingen tvivl om det, men han belønner os ikke hver gang med særregler og fordelsrabatter, når vi bærer os dumt ad. Nok følger Gud sit barn tæt og omsorgsfuldt, men vi deler samtidig livsvilkår med alle andre mennesker – troende så vel som ikke-troende.

Gud er derimod mere optaget af større ting. Han er optaget af, at vi lever et ansvarligt og troværdigt liv sammen med ham og vores medmennesker. Gud vil under alle livets omstændigheder være os nær med sin velsignelse og lade sit ansigt lyse over os!

Derfor kan vi roligt tage hilsenen – God bles sus – fra den ukendte rumænske Chauffør til os og dertil føje en hilsen fra vores Herre:

Herren velsigne og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*