Jens Rohdes fordomme og mine

Vi mennesker har det med at kæde bestemte vers, sange og melodier sammen med bestemte personer eller episoder i vores liv – du har dine og jeg har mine.
Når jeg f.eks. lytter til sangen ”You fill up my senses” af John Denver, kæder jeg den altid sammen med min kone, og en bestemt episode i mit liv. Men jeg har også et bestemt bibelvers, som automatisk får mig til at tænke på viceborgmester og EU politikeren Jens Rohde. For mig hænger Jens Rohde, folketingets åbning i 2003 og bibelverset fra 3. Mos 26,13 sammen på en mærkelig måde. Jeg ved godt, at det lyder lidt kryptisk, men forklaring følger.

Gå med rank ryg

Men lad mig først lige nævne bibelverset fra 3. Mosebog:

Tove Fergo

Tove Fergo

Baggrunden er, at Gud her minder Israelitterne om, hvad der skete med dem, da han befriede dem fra det forfærdelige slaveri i Ægypten: ”Jeg er Herren jeres Gud, som førte jer ud af Egypten, så I ikke skulle være trælle for dem; jeg brød jeres åg og lod jer gå med rank ryg”.
Folketingets åbning i 2003 blev for mange danskere forbundet med en bestemt episode: Kirkeminister Tove Fergo havde ved åbningsgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke valgt sognepræst Thomas Kirstensen fra Hvide Sande som prædikant. At det blev en præst af Indre Missions observans fik venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde til at reagere temmelig kraftigt og følelsesmæssigt:

Sort forkyndelse eller fitness

»Det er første gang, jeg ikke møder op. Det er simpelthen for sort med Indre Mission. Folketingets åbning er en festdag, og jeg gider ikke gå foroverbøjet ud ad døren«. Og – tilføjede Jens Rohde – så foretrak han hellere at gå i folketingets fitnesscenter.
Et er, at min gamle IMU formand Tomas Kristensen langt fra kan kaldes en mørk dommedagsprædikant, men faktisk er en dygtig prædikant med en hverdagsnær forkyndelse. Noget andet er, at Jens Rohde tilsyneladende havde dømt en hel befolkningsgruppe ude og i tillæg havde misforstået, hvad central evangelisk forkyndelse gør ved folk.
Hvis vi mennesker for alvor har grebet evangeliets gode nyheder om Guds kærlighed og tilgivelse, ja, så får det os ikke til at gå med tynget og foroverbøjet hoved. Tværtimod – det fjerner det tyngende åg fra vores skuldre, så vi kan ”gå med rank ryg”! Jesus og hans gode budskab sætter os ganske enkelt fri og gør os glade, stolte og taknemmelige.
Når Jesus Kristus har befriet os fra skyldens tunge åg, kan vi netop gå med rank ryg. For han har fjernet og tilgivet alt det smerter og nedbøjer os. Han befriede os, så vi kan rette ryggen og møde livet og hverdagen med åben pande.

Store undskyldninger for os selv

Som kristne er vi frikøbte. Vi er sluppet fri af åget og slavelænkerne. Derfor har vi heller ingen grund til at gå foroverbøjede. I relationen til andre mennesker, behøver vi ikke at være generte eller opføre os som store undskyldninger for os selv.

Thomas Kristensen

Thomas Kristensen

Tværtimod må vi møde vores nabo, vores familie, vores venner, kolleger og folkevalgte med en åben, tillidsfuld og taknemmelig holdning. Vi tilhører en Herre som har tilgivet os, fjernet lænkerne og sat os frihed. Det budskab, som vi selv har modtaget og lever af, kan også sætte andre mennesker fri. Hans budskab om tilgivelse og forsoning er det eneste som kan løse op for alverdens konflikter – både i de små hjem, i parforholdet og på den politiske scene. Hans budskab løser menneskers lænker, så de som frie og tilgivne mennesker kan gå med rank ryg og dermed møde Gud og hvermand med den samme holdning. Derfor – gå med rank ryg og Gud i vold!

Valgmøde i Nordkraft

Der skete så det pussige, at min kone og jeg ugen efter, at jeg havde holdt andagt over det nævnte bibelvers, skulle besøge vores venner Jytte og Mogens Nørgaard i Nordjylland. Mogens var på valg som regionsmedlem for Socialdemokraterne og skulle derfor til valgmøde i ”Nordkraft” i Aalborg og vi fulgte med som ”det tynde øl”.

Jens Rohde

Jens Rohde

Nu viste det sig, at Jens Rohde som parlamentsmedlem i EU var med til det samme valgmøde. Jeg kunne derfor ikke dy mig for at kontakte ham i en pause. Her fortalte jeg ham, at jeg i sidste uge havde holdt andagt ”over ham og episoden ved folketingets åbning”. Det blev han tydeligvis noget stødt over. For han kunne da ikke forstå, at vi blev ved med at køre i den sag, når han både i partiforeningen og over for vestjyderne havde indrømmet, at det måske ikke var det klogeste, han havde sagt. Det fik vi en bramfri samtale om, og den skal ikke refereres her.
Men samtidig fortalte Jens Rohde mig, at han ugen i forvejen havde prædiket ved Natkirken i Viborg Domkirke, og at jeg kunne gå ind og læse prædikenen på Domkirkens hjemmeside. Det gjorde jeg – medbringende alle mine fordomme mod Jens Rohde. ”For kunne der komme noget godt fra Jens Rohde”, når det gælder kristendom? Det havde jeg min stærke tvivl om.

Fordomme der ikke holder stik

Så viste det sig, at han – mod mine forventninger – aflagde et åbent og ærligt vidnesbyrd om sin kristne tro og samtidig fremførte flere centrale evangeliske pointer.
Hvad vil jeg sige med dette? Jo, jeg havde nogle fordomme mod Jens Rohde, som ikke holdt stik. Og han havde – og måske har – nogle fordomme mod os missionsfolk, som forhåbentlig heller ikke holder vand.
Hvis vi mennesker bare kunne lære at møde personer, vi er stærkt uenige med, som medmennesker og ikke som modmennesker, så ville meget været opnået. Hvis vi vover at gå ind i en åben, direkte og respektfuld samtale med et menneske, som vi normalt ikke deler synspunkter med eller har positive følelser for, så vil det ofte ske noget uventet. Så vil vi i langt de fleste tilfælde opdage, at der bag facaden, bag vore fordomme findes et elskværdigt menneske med et blødt og bankende hjerte som vores.
Fik jeg sagt, at der var noget, at jeg glemte at spørge Jens Rohde om? Det vil jeg så gøre næste gang, jeg møder ham. Jeg vil glæde mig til bl.a. spørge ham om, hvad han har i klemme i forhold til Indre Mission og missionsfolk? Fordomme kommer jo ikke ud af den blå luft? De har ofte en årsag og sin egen historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*