I lossens time

En fantastisk film af Søren Kragh-Jacobsen om et forskningsprojekt blandt voldelige psykiatriske fanger. Projektet løber af sporet, og så bliver der brug for præsten Helen. Filmen skal helt afgjort med i mit næste foredrag “Tilgivelse ifølge Hollywood og Bibelen”. 

Timen hvor al kan ske

Præsten Helen (Sofie Gråbøl) bliver kontaktet af forskeren Lisbeth (Signe Egholm Olsen), som har hårdt brug for hendes hjælp. Lisbeth er leder af et forskningsprojekt på en lukket fængselsinstitution for voldelige psykiatriske fanger. For at studere fangernes eventuelle positive reaktionsmønstre, får nogle få udvalgte fanger udleveret et kæledyr. Eksperimentet er imidlertid ved at løbe af sporet, og institutionens ledelse truer derfor med at lukke det. Derfor kæmper de to kvinder mod tiden for at redde en voldelig teenagedreng, som er besat af tanken om at begå selvmord – han er nemlig overbevist om, at det er Gud selv, der kalder ham “hjem”.i-lossens-time_plakat-dk_360

Sofie Gråbøl er mere end overbevisende i sin rolle som præsten Helen. Søren Malling er perfekt i rollen som fængselsbetjenten Knud. Der er ingen som Malling, der kan underspille og samtidig fremstå følelseskold, distanceret og kynisk – og det er netop, hvad han er i filmen. Men stærkest står Frederik Christian Johansen som den traumatiserede og voldelige dreng. Han er ganske enkelt et perfekt match til karakteren.

Skildring af troens inderside

Sammen med flotte skuespilpræstationer er instruktørens og hele filmholdets fornemmelse for lyssætning, atmosfære og miljøskildring med til at gøre filmen til en helstøbt kunstnerisk oplevelse. Medvirkende er også, at filmmanuskriptet er baseret på Per Olov Enquists teaterstykke af samme navn. Enquist har med bogen ”Lewis rejse” – om den svenske pinsepræst Lewi Petrus – vist, at han formår at skildre ”troens inderside” på en meget troværdig måde.

ILossensTime

Frederik Christian Johansen og Sofie Gråbøl

Troen kommer særligt til udtryk hos drengens morfar, der spilles fremragende af Börje Ahlsted. Morfaren er grov og brutal i sin omgang med sit barnebarn.  Samtidig viser det sig, at han bag den degenererede facade er et troende menneske, som ikke kan undvære troens og bønnens bæreevne i sit forkrøblede liv. Set med mine briller, virker det dog ikke specielt troværdigt, at morfarens eder og forbandelser ikke er særlig meget præget af hans hengivne tro. Det gryende venskab og ømheden mellem morfaren og barnebarnet er derimod et af filmens store lyspunkter i en ellers mørk handling.

Flot afslutning

Jeg skal ikke røbe afslutningen, men blot nævne følgende: Hvad psykiatrien og fængselspersonalet ikke formår at frisætte, det formår præsten og evangeliet om syndsforladelsen at forløse hos den desperate og misrøgtede teenagedreng. Filmen har en meget smuk og realistisk scene om syndsforladelse.

Som sagt er filmen er mørk og brutal, men er ikke desto mindre særdeles velegnet til en “film og tro aften”, hvor der er god plads til at behandle filmens mange vigtige temaer. Jeg giver den fem stjerner ud af seks mulige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*